Jeg ankom 5.1.2000, og da var sygehuset ikke bygget færdigt. Jeg var læge nr. 5 og ansat nr. 46. Der var indkøbt fire Dräger-apparater - ellers var der intet af det, man forventer sig at finde på en anæstesiafdeling. Der kom efterhånden så meget skik på alting, at sygehuset kunne åbne 4.4.00. Desværre var der ikke så mange patienter, som ville bruge luksushospitalet.

KINGDOM HOSPITAL
The President havde været på studierejse i USA, til Mayo-klinikken, UCLA og andre. Udfra dette skabtes et idegrundlag, som byggede på, at rige saudere gerne vil behandles af vestlige læger.
Siden 2. verdenskrig har USA og Saudi Arabien (KSA) været forbundet i oliehandel, et samarbejde, der har haft afsmittende virkning på andre forhold. Man kan blive uddannet læge i KSA, men mange rejser til Nordamerika. Allerførst ville man have haft læger fra USA til at komme til Kingdom Hospital, men det kunne ikke lade sig gøre.
Man rekrutterede så andre vesterlandske læger, og her kom jeg ind. Der er ingen tvivl om at forventningerne var i top. Derimod savnedes en overordnet styring af, hvilke aktiviteter, der skulle være på sygehuset.

ANAESTHESIA TEAM
Team leader: Jan Kristensen (jan-dec)
Consultant:    Rob Reid, Sydafrika (marts- ca. to år)
Consultant:    Tom Surlien, Norge (april-juli)
Consultant:    Sylvie Laporte, Frankrig (sept-?)
Consultant:    Assad-al-Saad, Saudi Arabien (okt-d.d.)
Head nurse:   Renee Hughes, Irland (fælles med operation)
Technician:    Karl Perocillo, Filippinerne
Technician;    Ahmed, Saudi Arabien.

Det var en udfordring at sætte en anæstsesiafdeling i gang. Allerførst skulle vi skrive en Area Narrrative, en funktionsbeskrivelse for afdelingen, udformet efter Joint Committee of International Accreditation (JCIA) retningslinjer.

Udstyr var der jo intet af ud over Dräger-apparaterne. De to af dem var en uhyre skrabet udgave, som jeg aldrig har set på vore himmelstrøg, de to andre Julian. Da både ledelse og kirurg var helt overbevist om, at der ville blive masser af børnekirurgi, lykkedes det at få to Cicero apparater i stedet.
Indkøbsafdelingen havde en database over saudiske repræsentanter for leverandørerne.
Så gjaldt det om at skabe kontakt og skaffe nogle produkter, som jeg kendte. Leveringstiderne var uendeligt lange, og ofte ankom det mindst presserende først. Jeg håber aldrig at komme i en lignende situation !

Medicin blev skaffet af apoteket ved Dr. Kais, en uhyre dygtig og venlig mand. Men den saudiske lov forbyder at morfin findes i det hele taget, og der er dødsstraf for at besidde og transportere det. Der er en meget snæver  dispensation for sygehuse og klinikker, der f.eks. indebærer, at der for hver forbrugt ampul skal kvitteres på en blanket med fem gennemslag, hvoraf tre går til sundhedsministeriet. Dette ministerium har nu ikke været særligt samarbejdsvilligt, for Dr. Kais foretog utallige ture derind, og vi endte med at have en hel del petidin, som det dog lykkedes den gæve apoteker at bytte til fentanyl og alfentanil på et af de store offentlige sygehuse (!).
De øvrige medikamenter gik det en smule bedre med, men rigtig velforsynet blev vi aldrig.
Dr. Kais sagde forståeligt nok sit job op.

Åbningen blev primo april, som ledelsen ønskede gennemtrumfet trods diverse lægelige indvendinger. Sundhedsministeriet kom på godkendelsesbesøg. Jeg fremviste den halvtomme operationsafdeling, og de høje embedsmænd erklærede sig yderst tilfredse.

Patienterne strømmede ikke til sygehuset fra dag 1, som man måske nok havde håbet. Da jeg rejste 16.12.00, var der givet 120 anæstesier, langt flest til kvinder. De er utrolig generte og kan f.eks. finde på at trække abayaen (kjortlen) helt op over hovedet, når de køres til OP. Jeg måtte jo ændre min adfærd lidt og ikke kigge på, hvis hun skulle klædes af. Heldigvis kunne de filippinske operationssygeplejersker lægge drop, m.v., og først når det var klart, trådte jeg til ved hovedenden, mens en kvinde gav induktionsdosis og holdt i hånd.
 
Obstetrikken kom der lidt gang i. Den canadiske obstetriker, Peggy, ønskede selvfølgelig "walking epidurals" og sectio i spinal, men det svarede ikke til de saudiske kvinders forventninger. Jeg kom selv i klemme, for der blev klaget over en sådan epidural, og jeg blev af ledelsen bedt om ikke at lægge flere. Mine kolleger havde ingen løbende øvelse i fødeepidural, så der blev skabt en dum situation, som kunne være undgået med en mere dybtgående analyse af de vestlige lægers situation.
Peggy rejste i vrede og blev afløst af en syrer. Han reddede faktisk en del i land, opstillede bl.a. en handlingsplan for atoniske blødninger, som er almindelige hos disse multigravidae. Så hed det sectio i GA, og epiduralen døde ud. Men de fødende og ægtefæller var mere tilfredse, for efter fødslen er den saudiske mor ikke som en skandinavisk ulvinde. Hun skal hvile og tilbringe 40 dage hos sin oprindelige familie, så hun overlader gerne den nyfødte til personalet og får kun barnet at se nogle gange om dagen.

Plastikkirurgi ved Dr. Jamal indebar meget store fedtsugninger på store kvinder (110-130 kg) med brug af store mængder lidokain-adrenalin. Betablokade viste sig nyttig i denne situation. Han spurgte, om jeg ville bedøve flere af hans patienter, og vi havde det faktisk alle helt hyggeligt under disse firetimers seancer. Hans - og de fleste andres kirurgers patienter var meget godt forberedt. Et par stykker havde endda været hos kardiolog af ganske beskeden anledning. I det hele taget var det interessant at se den omsorg, de arabiske læger drog for deres patienter i dette private - og kompetititve - system.

Marketing havde jeg aldrig troet at skulle blive involveret i. Vi nåede at have tre sygehusdirektører, og efter et af skifterne, erklærede ledelsen en form for åndelig fallit og lagde det ud til lægerne at samarbejde med et marketing- og grafikfirma om en stor kampagne i presse.

Vagten var det meste af tiden to-skiftet og anledning til uendelige trakasserier med ledelsen. Vi boede jo ganske tæt på sygehuset, men ledelsen ønskede tilstedeværelse. Der blev indgået et kompromis om 15 minutters indstillelse, som blev accepteret et stykke tid, osv. En tid skulle vi endog passe skadestuen om natten.

Skadestuen var ikke medregnet fra begyndelsen, men man havde ikke været opmærksom på, at private sygehuse med mere end 25 senge efter saudisk lov skal modtage akutte patienter. Andre privatsygehuse i Riyadh sneg sig uden om, sagde man, men her var sundhedsministeriet ubøjeligt, så der måtte indrettes og rekrutteres personale. Der kom meget få besøg, dels p.g.a. sygehusets beliggenhed på kanten af ørknen, dels p.g.a. priserne.

Intensiv var også indrettet i sidste øjeblik med to patientrum, der må betegnes som bokse. Der var to Evita 4 og en Prisma. Intensiv terapi er jo ikke organiseret som i Norden, så det forblev uklart, hvem der skulle drive den i så fald. Den smule kirurgi, som foregik, skulle kun ved meget alvorlige hændelser indikere intensiv terapi. En meget kompetent mandlig engelsk sygeplejerske organiserede opbygningen, så på et teoretisk plan var afdelingen vel klar. Der kom ingen patienter og godt det samme, for der var ikke meget margen hvad angår udstyr, medicin og ikke mindst personale.
Der er ingen tvivl om, at de tre sidstnævnte punkter sled på samarbejdet med ledelsen, for det var dyrt, det kunne ikke bare ordnes i en håndevending og det var ikke umiddelbart indtægtsgivende.

Genoplivning var i Kingdom Hospital's målsætning givet en høj prioritet. Alle med patientkontakt skulle bestå den amerikanske eksamen i akut kardiologi og genoplivning, hvad der vel ikke er så stor en bedrift for en anæstesiolog. Men for en sygeplejerske, der ellers var på sengeafdeling.....Det var flot at se hende bestå.