Det første møde
Allerede når man stiger ud af flyet, overvældes man af Arabien. Først og
fremmest varmen og klædedragten. Stærkest virker damerne i den
sorte abaya. De skal have den på, fra de begynder at udvikles. Efterhånden
vænner man sig til det og kan se mere end en sort skikkelse: ung, gammel,
slank, tyk. Mændene bærer den lange hvide kjortel, men de har jo aldrig
ansigtet dækket til. Arabiske mænd går også tit i habit.
Mænd kan holde i hånd offentligt, men ikke mand/kvinde.
Skikke, attituder og politik Man bliver tit spurgt (mest min hustru): Hvordan
kunne du/I holde det ud. Dertil er kun at sige, at hvis vesterlandske
kvinder kan finde sig i at bære abaya og have håret tildækket uden for de
særlige boligområder, compounds, så kan de have et udmærket og behageligt
liv. Man forpligter sig i sin arbejdskontrakt til at overholde landets love.
Som mand bør man heller ikke vise for meget: ikke shorts eller t-shirts, men
lange bukser og skjorte. Den angelsaksiske stil dominerer, så jeg gik en del
i habit, ikke mindst på arbejdet.
Overalt blev vi mødt med venlighed.
Man anede overhovedet ikke, at der kunne være saudere, som hadede Vesten så
meget, at de ville gennemføre et krigslignende terrorangreb. Man var
selvfølgelig klar over, at nyhederne i TV og presse var censurerede. Vi
købte Arab News og en sjælden gang en engelsk avis.
Eventuelle billeder med for meget nøgen hud var streget over manuelt med
tusch.