Royal College of Anaesthetists 1995

J.Y. Simpson og venner eksperimenterer med kloroform.

Snow's berømteste patient var Dronning Victoria. Da hun skulle føde prins Leopold i 1853, blev Snow kaldt til slottet for at lindre dronningens smerter med kloroform.
Det blev et vægtigt indlæg i den debat, som havde raset om det etiske i at lindre fødselssmerter, siden Simpson første gang brugte det i 1847. Dronning Victoria begærede samme behandling i 1857, da hun skulle føde prinsesse Beatrice.
Hun var således en informeret  patient, bevidst om sine rettigheder.
Naturligvis ville mange gerne vide, hvordan dronningen havde været som patient. Snow's diplomatiske svar var altid: "Her Majesty was a model patient.

 

John Snow

John Snow 1813-58

Kirurgien
på John Snow's tid omfattede  mest fjernelse af overfladiske svulster, amputationer, stenfjernelse gennem mellemkødet og fjernelse af bryst.
 Fra tiden inden anæstesiens opdagelse havde man vænnet sig til at operere ekstremt hurtigt. Aseptik var ukendt, infektion og efterfølgende rigelig pusdannelse var reglen. Sårfeberen var frygtet og kunne føre til døden efter en i øvrigt vellykket operation.
I sin første bog redegør Snow for 79 operationer, der blandt andet omfatter: 

Stenfjernelse
Amputation af arm og ben Fjernelse af tuberkuløst knoglevæv
Behandling af ledskred
 Fjernelse af bryst Overfladiske svulster
Brok

Epidemiologi
Her lægges hovedvægten på bedøvelse, men Snow's indsats inden for epidemiologi er lige så banebrydende.

Efterhånden som byerne i Europa blev større og vandforsyningen kollektiv, var grobunden skabt for kolera. (Opkastning, diarré, shock)
En sådan epidemi hærgede
 London i 1854.

Man vidste ikke, hvordan infektioner spredes, selv om tågede teorier fandtes (miasma, contagion). Hvad Snow ikke kunne vide er, at Paccini i Italien samme år så  kolerabakterien. Den blev alment kendt gennem Kochs genopdagelse i 1882.
Behandlingen af kolera var af samme art som ved andre sygdomme: lægemidler baseret på planteekstrakter, ofte med et højt indhold af tungmetaller, samt åreladninger. Behandling med varmt, hypotont, alkaliniseret saltvand havde faktisk været beskrevet, men forblevet upåagtet.

Anvendelse af matematik og statistik i medicinen var noget ret nyt.

John Snow undersøgte  epidemien ved at plotte sygdomstilfældene ind på et gadekort og kunne derved vise, at smitten stammede fra en bestemt pumpe i Mill Street, Soho. De fleste, som var døde og boede nærmere andre pumper, viste sig at have hentet vand i Mill Street. Snow bemærkede, at vandet blev mere uklart ved henstand.
Han foranstaltede et klinisk forsøg ved at give enke og hendes datter vand fra den inficerede pumpe. De blev syge, men overlevede. Det er uoplyst, hvorvidt enken afgav informeret samtykke til dette eksperiment.

John Snows navn er knyttet til to emneområder:
anæstesiologi og epidemiologi,

hvilket gør ham til en af de betydeligste skikkelser i 1800-tallets medicin.

 

Barndom, ungdom og uddannelse

Født i Shropshire i Nordengland 1813 . Forældrene var landbrugere. Lille John var en begavet dreng, og som 14-årig kom han i lære hos en praktiserende læge, hvilket var det sædvanlige i England på denne tid. I 1838 drog han til London, hvor han aflagde eksamen i kirurgi og farmaci, for engelske læger dispenserede selv deres medicin. Som i Danmark indtil 1838 var uddannelserne i kirurgi og medicin helt adskilt. Snow aflagde først medicinsk eksamen i 1845 og disputerede for den medicinske doktorgrad samme år.

Praksis

I 1838 fik ret til at nedsætte sig som praktiserende læge. Først var han læge for fire sygekasser og arbejdede på poliklinik, hvilket skaffede ham meget beskedne indtægter. Selvbetalende patienter var det småt med.

Som fødselslæge var han respekteret, og han havde interesseret sig for genoplivning af nyfødte.
Efter at have specialiseret sig i bedøvelse  måtte han jo følge kirurgerne, og operationer blev dengang om muligt udført i patientens hjem, ellers på klinik eller sygehus.
1845-49 var John Snow lektor i retsmedicin (!)
 

Anæstesiologi

Den første alment accepterede og publicerede æterbedøvelse blev givet af tandlægen Morton 16. oktober 1846 på Massachucetts General Hospital.
Det blev omtalt i The Boston Daily Advertiser, og et eksemplar af avisen blev sendt af dr. Bigelow i Boston til dr. Bootts i London, og således nåede nyheden  Europa tre uger senere.
John Snow fattede straks rækkevidden af denne nye opdagelse og påbegyndte eksperimenter på dyr og på sig selv. Morton havde anvendt et inhalationsapparat bestående af en glaskolbe med et rør til friskgas og et mundstykke med to ventiler. I glaskolben anbragtes en svamp vædet i æter. Man holdt patienten for næsen, men patienten kunne kun trække vejret gennem munden en vis tid, så det var umuligt at komme længere end til et overfladisk stadium. Snow forsøgte den af Sibson konstruerede maske af form som i kræmmerhus, men han fandt også denne upraktisk og konstruerede en maske af kobber med blykant, så den kunne formes efter ansigtet. Den havde en indvendig og en udvendig ventil, så der hele tiden blev tilført frisk luft.                                                                     
Når æter fordamper, afkøles beholderen kraftigt, og Snow beregnede, at der efter en vis tid næsten ingen fordampning sker. Derfor fremstillede han sin æterfordamper:

 

 

 

A: luft ind

B: til kammer

C: fra kammer

D: mundstykke

E: tværsnit med lameller

Der fyldes ca. 60 ml æter på gennem C og inhalatoren anbringes i et firkantet vandbad. Snow's beregninger om den bedste temperatur holdt ikke stik ved empirisk afprøvning, og han fandt, at en temperatur i vandbadet på 10C gav den roligste induktion. Æterdampene passerer fire gange rundt i lamellerne, hvorved mætning opnås. Inhalatoren kunne pakkes som en kuffert.

Således udstyret var Snow klar til at anæstesere på sygehuse  og i private hjem.

Allerede i 1847 havde James Young Simpson, obstetriker i Glasgow, givet kloroform ved fødsler. Snow udforskede også dette middel og fandt det velegnet, idet det virkede vhurtigere, stofmængden mindre og kompliceret inhalationsapparatur unødvendigt. Det kunne gives på et lommetørklæde eller via en simpel og let inhalator, som han konstruerede.
Det blev forholdsvis hurtigt klart, at kloroformbedøvelse kunne føre til pludselig død hos i øvrigt raske patienter (hjerteflimren ved stimulation i overfladisk bedøvelse), men Snow havde tilsyneladende ikke problemer hermed.

Snow inddelte bedøvelsen i fire stadier, næsten sammen-faldende med de langt senere beskrivelser.

Amylen, diklorætan og andre midler blev også afprøvet af Snow.

 

Publikationer

To bøger:

- On The Inhalation of the Vapour of Ether 1847

- On Chloroform and Other Anaesthetics 1858

og adskillige tidsskriftartikler, bl.a. om afholdsspørgsmål og genoplivning blev udgivet fra Snows hånd.

 

Liv og helbred

John Snow var livet igennem en enspænder og vel nærmest en særling. Han levede yderst spartansk, også da i han i kraft af sin berømmelse blev ganske velhavende. I otte år levede han som vegetar (+ æg og mælk), en livsopfattelse, der var ganske ny på Snows tid.

Afholdsmand var han hele livet.

Han havde symptomer på lungetuberkulose og blev hertil ramt af en nyresygdom i 1845. Venner og kolleger fik ham overtalt til at tage på rekreation på landet, hvor han fik almindelig kost og endog vin. Han kom sig og kunne tage tilbage til London og fortsætte arbejdet.

 

Død

9.6.1858 faldt John Snow om på grund af apoplexi med venstresidige lammelser. Han var uden sygdomsindsigt, ønskede det første døgn ikke lægehjælp, sløjede af og døde en uge senere.

Obduktionen viste små blodpropper i hjernen, ophelet lungetuberkulose, helet sår på tolvfingertarmen og skrumpenyrer.

 Webmaster: Jan Kristensen, april 2006