|
Marcel André Henri Felix Petiot
1897-1946
Det havde været en rædselsfuld oplevelse at finde de
mange parterede lig i kalkgravene.
Man måtte afstå fra fuldstændig identifikation.
Her er der påvisning i kalkgravene i
Rue Leseur No 21
Dr. Marcel Petiot havde god plads til sit forehavende
på det lille slot.
Der var indrettet et særligt sorteringsrum.
Her ser en detektiv på nogle damesko.
Intet måtte tilsyneladende gå til spilde.
25.5.1946.
Guillotinen demonteres efter brug.
Dr. Petiot indvilgede i at møde en præst - for sin hustrus skyld. "Min
samvittighed er ren", betroede han præsten.
Øjenvidner har fortalt, at Petiot smilede, da hovedet faldt ned i kurven.
|
Når
lægen bliver morder 2
MARCEL PETIOT - LÆGEN I RUE LESEUR No 21
FRANKRIG 1946
Marcel Petiot havde som dreng krampeanfald, var søvngænger og sengevæder.
Han viste klart psykopatologiske træk med lystløgne, abnorm selvhævdelse
og grusomhed mod dyr. Han blev bortvist fra flere skoler og gymnasier for
tyverier, udspredelse af falske rygter og pornografi, etc.
Marcel tog studentereksamen som privatist i juli 1915.
SOLDAT
Petiot blev indkaldt seks måneder senere. Ved fronten var han udsat for
giftgas og blev ramt af granatsplinter. Han udviklede (simulerede ?), hvad
vi i dag kalder posttraumatisk stress syndrom, og da han stjal tæpper og
medicin og solgte videre, lykkedes det ham at undgå straf under henvisning
til sin psykiske tilstand. Efter ophold på et par sanatorier blev han
hjemsendt med en 40% krigsinvalidepension, som senere blev forhøjet til
100%.
LÆGE
Petiot kom under et specielt revalideringsprogram for invalider og tog
medicinsk embedseksamen på otte måneder. Hans tante, hos hvem han boede
efter moderens død i 1912, har langt senere fortalt, at hun aldrig så ham
åbne en bog.
Efter to års uddannelse i psykiatri fik han ret til at praktisere i 1921.
Det kom til at gå ud over Villeneuve-sur-Yonne, hvor han indledningsvis
med løbesedler fremhævede egne kvalifikationer som ung læge i modsætning
til byen to ældre læger. Han fik en god praksis, hvor det senere viste
sig, at han havde svindlet med tilskudsordningerne, så han fik
dobbeltbetaling for selvbetalende patienter. Han ordinerede gerne morfika
i liberale doser og havde et forhold til en kvinde, som forsvandt.
BORGMESTER
Efter at have chikaneret sin modstanders kampagne med alle tænkelige
midler, bl.a. strømafbrydelse under et vælgermøde, blev Dr. Petiot valgt
til byens borgmester. Hans embedsførelse var mildt sagt kontroversiel, og
der var gentagne beskyldninger om svindel og forfalskninger, men noget
afgørende kunne man ikke hænge ham op på. I hvert fald slap han godt fra
kun at betale skat af under en tiendedel af sin indkomst.
Han plejede omgang med en ældre, stenrig kvinde, som senere fandtes udplyndret og
myrdet i sit hus.
I 1927 giftede han sig med en velhavende handelsmands unge datter, Georgette. De
fik en søn, og familien var åbenbart trofast ved Dr. Petiots side i 19 år.
Han blev til sidst dømt for at have stjålet strøm fra byens kraftværk, og
familien måtte forlade Villeneuve i 1933.
PARIS
Marcel Petiot slog en praksis op ved hjælp af annoncer, hvor han beskrev
sig som interne (kursist) fra et kendt nervesanatorium. I virkeligheden
havde han været interné (patient).
Han fik mange patienter, og var vellidt. Misbrug af morfika blev
vedligeholdt, trappet op eller skabt.
Efter en mindre operation hos en ung pige kørte Petiot hende selv hjem.
Hun var i coma og døde et par timer senere. Der fandtes store mængder
morfin ved autopsien, men igen klarede Petiot sig fri.
Ej heller anklager om illegal abort og narkohandel førte til domsfældelse.
KLEPTOMAN
var Marcel Petiot hele livet.
Da han i Paris blev afsløret i at stjæle en bog, overfaldt han en betjent.
Han klarede frisag ved at henvise til lægeerklæringerne fra 1. verdenskrig
og sin status som krigsinvalid, som han stadig havde, inklusive pensionen.
KRIGEN
Mange jøder og modstandsfolk ville gerne ud af Frankrig. Det skabte
grobund for Dr. Petiots nye virksomhed: Han oprettede et flugtnetværk,
Fly-Tox, opkaldt efter et kendt insektbekæmpelses-middel, men var så
selvhævdende og uforsigtig, at Gestapo hørte om det. Et lille slot midt i
byen af form som en karré, tre kilometer fra sin bopæl, havde han købt og
senere indrettet til kontakt- og udryddelsesstation.
Fremgangsmåden var, at han bad den flygtende om at medtage værdier, mindst
F 25.000, i et par kufferter. I modtagelses-rummet var Dr.Petiot uhyre
venlig og forstående. Han tilbød en beroligende injektion, som blev givet
i et udslusningsrum nede ad gangen. Der var kikhul i døren og på indsiden
en klokke, hvormed den flygtende kunne kalde på ham. Sprøjten indeholdt
stryknin, morfin eller adrenalin, og gennem kikhullet iagttog Petiot
offerets dødskamp. Ledningen fra klokken endte blindt. Nu fulgte den
vanskelige del, nemlig at partere liget og bære det over gårdspladsen til
en anden bygning, hvor der var grave med læsket kalk. Her havde han hjælp
i en knap så begavet bror, som også kørte kalk til om natten.
AFSLØRINGEN
Det store volumen af ligdele blev besværligt, og Marcel Petiot begyndte at
brænde dem i et stort fyr. Det spredte en kvalmende stank i kvarteret, og
politiet blev tilkaldt. Det var i marts 1944. To betjente kom på cykel, og
i det samme kom også Petiot cyklende, men nåede netop at vende rundt og
køre hjem. Her ringede politiet ham op, og han sagde, at de under ingen
omstændigheder måtte gå ind, før han kom. Det lykkedes ham at holde sig
skjult i en lejlighed i udkanten af Paris. Politiet og Gestapo havde
anholdt syv af hans medhjælpere, bl.a. broderen, men de røbede intet.
Dr. Petiot røbede sig selv: I modstandsbevægelsens blad Résistance havde
han skrevet et læserbrev, hvori han hævdede at have været anholdt af
Gestapo, som dernæst havde anvendt kælderen til henrettelsesplads.
Politiet sikrede sig original-manuskriptet. Det var Petiots skrift, men
han havde skaffet sig identitet som kaptajn Henri Valéri i De Frie Franske
Styrker.
Ved anholdelsen fastholdt han, at han var modstandsmand. Ligene var alle
stikkere og tyske soldater. Men det var jo ikke, hvad pårørende til de
forsvundne kunne fortælle.
RETSSAGEN
I forvirringen omkring befrielsen var man ved at glemme sagen.
Petiot holdt på, at han var patriot. De myrdede var franske kollaboratører
og tyske soldater. Der var et gran af sandhed i det, for hans tre første
ofre var alfonser, som havde stukket modstandsfolk. Men der var kun ét
motiv: berigelse.
Dr. Petiot blev fundet skyldig i 47 mord og dømt til døden.
PATIENTERNE
En yngre kvinde anede uråd og dukkede ikke op til
"en supplerende
røntgenundersøgelse"
i Rue Leseur.
Dermed undgik hun sandsynligvis sin
skæbne. Politiet talte i sagens løb med over
tusind patienter.
Kun nogle få havde fundet doktoren lidt underlig.
HVORDAN ?
Marcel Petiot besad en usædvanlig evne til at læse mennesker og
situationer. Under den tyske besættelse var der usikkerhed og uro i Paris,
hvor folk dagligt forsvandt .
Som flygtning var det i den situation let at fæste lid til en midaldrende
læge med et vindende væsen. Og hvem kunne undre sig over, at mennesker,
som ville flygte, forsvandt ? |