Joseph Pujol
(1857-1945)
 
 Var altid ulasteligt klædt på scenen: jacket, knæbukser og lange strømper.
 Der opstod fra tid til anden rygter og svindel. I så fald 
  arrangerede Pujol en særforestilling for respektable herrer, ved hvilken han var i badedragt med udklippet hul.


I Paris blev Pujol lægeundersøgt, inklusive kikkertundersøgelse af endetarmen.
Alt var såre normalt.
I rapporten bemærkedes, at Pujol kunne presse vand ud med en sådan kraft, at det ramte fire meter væk.


  
 
 


Joseph Pujol

Joseph Pujol blev født i Marseilles. Faderen var stenhugger og skulptør. Som dreng var han en spasmager, der elskede at optræde med sang og dans. Joseph gik i skole til han var 13 og kom derefter i bagerlære.
 Netop på denne tid opdagede han under badning i Middelhavet til sin rædsel, at han fik en isnende fornemmelse i endetarmen. Atter på land kunne han presse en del havvand ud. Ved at udforske sig selv mere opdagede Joseph, at han kunne suge såvel vand som luft op i endetarmen. Med øvelse lærte han nu at frembringe et bredt spektrum af lyde. Det nummer var selvfølgelig fantastisk populært blandt kammeraterne og senere hen i hæren, hvor han opfandt sit senere kunstner-navn, Le Petomane.

Tilbage i Marseilles fortsatte han som bager i en gade, der i dag bærer hans navn. 26 år gammel blev han gift med en datteren af en slagter. Han optrådte om aftenen på caféer med sang, komedie (stand up ?) og spil på trækbasun. Endnu turde han kun optræde privat med sit helt specielle nummer. Venner fik ham overtalt til at optræde offentligt, og derefter gik det stærkt. Over Toulon og Bordeaux arbejdede han sig nordpå for i 1892 at forsøge at indtage Paris.

 Le Petomane gik direkte til direktøren for Moulin Rouge og samme aften var han på.
 Nummeret blev en kæmpesucces, og på en god dag omsatte etablissementet for F 20.000 mod F 8.000, når Sarah Bernardt, tidens populæreste skuespillerinde, optrådte. Toulouse Lautrec kom på Moulin Rouge og må have set (og hørt) Pujol, men aldrig tegnet ham.

 Desværre blev Pujol indviklet i et net af groteske sagsanlæg, da han havde optrådt lidt på en markedsplads for at hjælpe en ven og direktøren for Moulin Rouge til gengæld introducerede en "Petomane Feminine", som dog havde blæsebælge og fløjter under skørterne.
 Det blev for meget for den rare, godmodige Pujol, og i 1895 dannede han sammen med familien sit rejsende Theatre Pompadour. Her fortalte han blandt andet om en tur gennem skoven og akkompagnerede med forskellige dyrelyde.

Familien klarede sig godt, men i 1914 blev fire sønner indkaldt. Én kom i krigsfangenskab, to blev invalider.
Pujol var knækket.

 De rejste tilbage til Marseilles, hvor Pujol købte en biscuit-fabrik, som de alle levede stilfærdigt af.
Joseph Pujol døde 88 år gammel i 1945.



Specielle Pujol-effekter:
Spædbarn
Jomfru på brudenatten
Skrædderen river klæde over
 ------------------------------
 Grande finale:
 
Efter en kort pause kommer Pujol ind med en slange stikkende ud af bukserne, hvorigennem han ryger en cigaret og til allersidst leder en fællessang.


 

 Webmaster: Jan Kristensen, april 2004