De to tilfælde er beskrevet og analyseret grundigt. Læger, der beskæftiger sig med medicinsk historie har ofte en tilbøjelighed til at ville stille diagnose på for længst afdøde personer. Men for psykiske ejendommeligheder, som de to damer vel i det mindste kan siges at have lidt af, kan en diagnose ikke ses isoleret fra den kulturelle, medicinske og moralske opfattelse, der herskede på det omhandlede tidspunkt.

Kan man sammenligne Synålejomfruen med en teenagepige, der i 2006 skærer i sig selv, lige som Rachel Hertz, uden at være en nogen synlig affekt ?
Det er i hvert fald nærliggende at gøre det.

I nutidens langt mere nærværende sundhedsvæsen er der mange eksempler på mennesker, hvis samspil med læger og andre har givet sig udtryk i sære symptomer og handlinger.
Münchausens syndrom og Münchhausen by Proxy er kendte begreber i befolkningen, ikke mindst takket være arvtagerne til de skriverkarle, der i hine dage fremstillede skillingsviserne.


Der var begyndt at udkomme aviser regelmæssigt, men de havde ikke nær samme popularitet som illustrerede nyhedsblade og skillingsviser, der bragte, hvad publikum tørstede efter, nemlig sære og pirrende beretninger i prosa eller på vers.

Hvordan kunne lægerne tro på sådan noget ?
 Det kunne de, fordi deres forståelse af livsprocesserne ikke var stort bedre end almenhedens, om end den hvilede på et videnskabeligt grundlag, hvilket desværre var 1600 år gammelt.
Der var begyndt at fremkomme beviser på, at oldtidslægen Galens lære var fejlagtig, f.eks. ved Harveys påvisning af blodets cirkulation.

Men man kendte ikke detaljer om forplantning og fosterlære, intet om arvelighedslære og meget lidt om psykologi.
En meget fremherskende teori var, at moderens tanker og følelser under svangerskabet direkte påvirkede fosteret både fysisk og psykisk.
Forskrækkelse over en pludselig lyd kunne bevirke, at barnet blev døvt. Sjælekval hos moderen kunne blive til sindssygdom hos barnet senere. Tænkte moderen på chokolade, kunne barnet få skønhedspletter, etc.

De hundrede år mellem Mrs. Toft og frk. Hertz havde betydet store fremskridt i forståelsen af liv, sygdom og død.
I 1820erne var iltens betydning for livsprocesserne delvis klarlagt, og man var begyndt at drage slutninger fra obduktioner med kendskab til de symptomer, patienten havde haft.
Men angående psykiske lidelser vidste man stort set intet. Der var dog noget mere tolerance over for psykisk afvigende end 200 år tidligere.

 


To sære kvinder
Kaninfødersken og Synålejomfruen

 Med godt et århundredes interval indtraf to hændelser, der er blevet stående i historien. Det drejer sig i begge tilfælde om ejendommelige symptomer hos to yngre kvinder, der ellers ikke tidligere havde været påfaldende.

Kaninfødersken
 I september 1726 begyndte Mary Toft at føde kaninunger.
Hun havde ellers hidtil været en helt almindelig tjenestepige med mand og tre børn.
Hendes familie sendte bud efter den lokale læge, der hjalp hende med at fremføde i alt ni unger, som alle var døde.
Dr. John Howard var på én gang forfærdet og videnskabeligt pirret. Ham meddelte tilfældet Toft i Londons lægeverden, og med selveste kong Georg den Førstes støtte blev to fremtrædende læger, der stod hoffet nær, sendt af sted for at undersøge fænomenet nærmere.

Mrs. Toft fortalte, at hun nylig havde haft en abort, og at hun under svangerskabet havde haft en overvældende trang til kaninkød. Hun havde forgæves jaget nogle vilde kaniner, følt sig udmattet og under den følgende søvn drømt, at hun fødte kaninunger. Og denne profeti var nu gået i opfyldelse.
Lægerne gik videnskabeligt til værks om konstaterede, at kaninungernes lunger flød i vand. De havde altså trukket vejret, hvad de jo ikke havde kunnet, hvis de kom fra Mary Tofts livmoder.
De to læger tog tilbage, og da hun nogle dage senere atter fødte, blev hun hentet med til London, hvortil rygtet var løbet i forvejen, så der var sammenstimlen og tumult ved det hus, hvor hun skulle bo.

Men Marys fødedygtighed ophørte, da hun kom under opsyn, og da hun blev truet med en gynækologisk undersøgelse, gik hun til bekendelse: Hun ville gerne være kendt og havde håbet at opnå en pension fra kongen. Denne meget jordiske forklaring blev underbygget af folk, som havde leveret hende kaninungerne. Hun kom kortvarigt i fængsel for bedrageri, men et år senere fødte hun en søn og levede helt normalt derefter.

De tre implicerede læger derimod havde tabt al respekt og anseelse.


Den berømte maler William Hogarth interesserede sig også for tilfældet Mary Toft. Som anført i teksten var kaninerne altså døde.

Synålejomfruen
Rachel Hertz var af  jødisk familie, og fik en god uddannelse med tysk, fransk og især latin. Hun forblev ugift i hele sit liv, og ville aldrig være gået over i historien, hvis hun ikke i begyndelsen i af 1820erne var begyndt at fremvise nogle symptomer, der skulle sætte den københavnske lægeverden på den anden ende.

Det begyndte allerede i 1807 med krampeanfald, hylen og skrigen samt lammelser af arme og ben, altså symptomer, som man nok havde set før. Det mærkelige var, at frk. Hertz vågnede brat op med disse alarmerende symptomer.

Det blev overmedicus Herholdt på Det Kongelige Frederiks Hospital i Bredgade, der måtte tage sig af dette mærkværdige tilfælde, som han senere, al usikkerhed til trods, ikke undlod at publicere, også i udlandet. Han fandt på at holde hende for mund og næse, straks hun vågnede op, og det vforhindrede anfaldet.

En overgang kunne hun ikke lade vandet, og Herholdt måtte gå fra hospitalet til hendes hjem for at tømme hendes blære med et sølvkateter to gange dagligt. Dr. Herholdt blev opmærksom på, at hun
1. Havde en meget stor urinproduktion trods den sjældne vandladning.
2. Kvitterede luft sammen med urinen.
3. Havde masser af vand i skeden.

Derpå begyndte det rigtig mystiske: Hun gjorde opmærksom på en svulst i maveskindet under navlen, og da Herholdt gjorde et snit, kunne han til sin overraskelse fremdrage en synål.
Rachel påstod at have slugt et etui med synåle, og i den følgende tid kom disse nåle ud af kroppen, fra armene, maven og endog fra kønsdelene.

Hun var dannet, venlig og behagelig, når Herholdt undersøgte hende, og hun havde ganske rigtigt sår, hvor nålene var kommet frem.
Nålene fortsatte med at komme frem.
Det blev Herholdt for meget, og Rachel Hertz blev indlagt til observation. Her kom hendes latinkundskaber til udfoldelse, for hun hjalp overlægen med hans videnskabelige manuskripter.

Ved opmåling beregnede man, at frk. Hertz på et år udskilte 1000 liter væske mere end hun indtog. Der fremkom i alt 90 nåle. Herholdt kunne ikke rigtig komme videre med tilfældet, og Rachel Hertz blev udskrevet og anbragt i privat logi i et skomagerhus.
Her blev der arrangeret hemmelige kikhuller i hendes værelse og sagens rette sammenhæng kom frem: Hun satte selv nålene ind i kroppen. Hun havde endog et blærekateter, hvormed hun selv fyldte vand og luft i blæren.

Herholdt var blevet ført bag lyset, og hans ellers god rygte som toneangivende mediciner havde lidt et alvorligt knæk. Hændelsen blev medvirkende ved hans senere afsked fra Hospitalet.

Rachel Hertz fik ikke senere mærkværdige symptomer.
Hun fødte et barn, men levede kun delvis sammen med faderen, overlod barnet til slægtninge og levede stilfærdigt på pensionat af midler fra forældrene.
Hun blev 48 år og døde sandsynligvis af lungetuberkulose.
 


 

 

 

 webmaster@jkris.dk