Hvad skete der ellers ?
Perioden var fyldt med spændende og frygtindgydende politiske begivenheder.
Jeg vil i dag ærligt indrømme, at man som student trods alt var lidt beskyttet mod de farer, der lurede på andre borgere: arbejdsløshed, oliekrise, automatisering, nedslidning.
Mange studenter tog deres sociale ansvar meget højtideligt.
Det var nu ikke så markant på medicinstudiet. Arbejderromantikken trivedes, selv om der skete og kom til at ske meget store forandringer i lønmodtagernes selvopfattelse.

Der var valg i de ulige år i 1970erne, og debatterne var skarpe. Det var ikke ligefrem opgangstider: inflation, oliekrise, skatte- og afgiftsforhøjelser, stigende arbejdsløshed. Men som ung student havde man det trods alt lidt på afstand.

Havde man som student realistiske forventninger til fremtiden efter eksamen ? Beskæftigelsessituationen for yngre læger var mere end vanskelig i 1970erne med overproduktion af kandidater i forhold til antallet af reservelægestillinger, som det var dengang.
Stort set alle kom til at mærke det.

I Sverige var situationen nærmere omvendt, og svenske sygehuse holdt hvervemøder om ansættelse i undervisningsstilling deroppe.
Jeg kunne have skrevet under på stedet, men min hustru havde ikke udsigt til arbejde, vi havde et etårs barn, så det lod sig ikke gøre.

Der var endda nogle få, der rejste til New Zealand, hvor også var gode muligheder.

Næppe nogen, der har gennemgået en udenlandsk uddannelse, fortryder det af faglige årsager. På et tidspunkt var der over 1000 danske læger i Sverige. Mange er siden vendt hjem, for vist kan man have et godt professionelt liv, men der kan stadig være andre forhold, så som ægtefællens, der til sidst bevirker at man ønsker at rejse tilbage.

Således at have fået en videregående uddannelse uden at betale noget selv er udtryk for en vellykket social politik.
Men af ikke-akademisk herkomst var jeg stadig ukendt med den akademiske verden, ikke mindst på sygehusene, og helt ærlig føler jeg i dag, at det var et handicap.

Med årene ændrede forholdene sig til det bedre for lægerne i Danmark, så alt i alt har jeg ingen grund til at fortryde det valg, jeg dengang traf noget tilfældigt.

Ingen af mine fem børn (15-33 år) har nogen sinde ytret nogen som helst interesse for medicinstudium, lægegerning eller for den sags skyld noget andet sundhedsrelateret fag.
 

2. udgivelse 2006, revideret 1/2010

Københavns Universitet 1969-76

Medicin
Lige så uforklarligt som det første studiefrafald var valget af medicin i hvert fald ikke grundet på en længe næret livsdrøm. Min farmor havde berørt emnet, da jeg gik i 2.G, og dengang var jeg slet ikke tændt på ideen. Hvis ikke min sidekammerat fra Schneekloths havde valgt medicin, havde jeg det nok heller ikke. Desuden var der mode i det, og studentertallet var vokset eksplosivt, så det må have været mere end vanskeligt at skaffe plads til alle. I dag forekommer det uvirkeligt, at der var fri adgang til alle uddannelser for dem, som havde studentereksamen. Denne andel af en årgang var også stærkt stigende, blandt andet på grund af bedre uddannelsesstøtte, så det måtte føre til en ukontrollabel søgning mod visse studieretninger.

Præmedicin
Til at begynde med mærkede jeg det ikke så meget, for det første semester skulle sproglige studenter tilegne sig relevante dele af pensum i fysik og kemi. Det foregik på mindre hold tre timer om dagen seks dage om ugen og var en god træning i den selvstændige arbejdsform og -moral, der var en forudsætning for at gennemføre et langvarigt studium. Her engagerede underviseren sig jo ikke personligt i, om opgaverne var rigtige eller helt håbløse, man fik dem bare tilbage.
Undervisningen foregik på Nørre Fælled i H.C. Ørstedinstitutet

Forprøven
Hvis alle tilmeldte gennemførte studiet og blev læge, ville med denne udvikling 1 af 50 danskere efter en årrække være læge. Derfor var der med studieordningen af 1967 indført en forprøve, der var således konstrueret, at ca. 20% ville slippe igennem.
Fagene: genetik, statistik, medicinsk fysik, medicinsk kemi, psykologi og histologi.
Det lyder måske overlegent, men disse betingelser bragte sportsmanden op i mig, for dette var om noget konkurrence.
Jeg kunne på ingen måde danne et billede af mig selv som læge, men derimod sagtens af en student, der gik knaldhårdt ind for et mål.
Når nu motivationen for at gennemføre hele studiet egentlig var så svagt funderet, kom der selvfølgelig også stunder med svær tvivl om hele projektets bæredygtighed.
Forprøven blev bestået i første forsøg, jeg mødte min første hustru, tvivlen trådte meget i baggrunden.

Kammeraterne
Hvis jeg fortsætter på denne vis, kommer det til at fremstå som enerens kamp mod examina, men intet kunne være mere forkert, for fra dette tidspunkt i studiet var vi et hold, der i det store hele fulgtes ad frem til embedseksamen. Der var et godt kammeratskab, en vilje til at støtte hinanden fagligt og en evne til at more sig i dagligdagen og til fest. I 1970erne blev ungdomsoprørets ideer i et vist omfang til politik, og der var mange heftige diskussioner mellem venstreorienterede og borgerlige studenter. Jeg ville ønske, jeg kunne takke hver enkelt for at have været mine meget gode studiekammerater.

Studenterpolitik
Universitetets styrelse og studenters forhold var hede emner uden for og inden for murene. Egentlig var jeg ikke voldsomt engageret, men deltog da i nogle studenterdemonstrationer, fra hvilke jeg husker parolerne 'Forskning for folket, ikke for profitten !' og 'Helge må ha' knald i bøtten, hvis han rø'r ved studiestøtten.' Sidstnævnte undervisningsminister Helge Larsen er ellers af eftertiden bedømt som værende progressiv og faktisk langt hen ad vejen på studenternes side. Styrelsesloven, der gav studenter og teknisk-adminstrativt personale flertal over lærerne i konsistorium, blev snart lavet om.

Økonomi og faglig indsigt
Generelt var beskæftigelsesmulighederne for studenter gode, men for medicinstuderende særdeles gode, da der herskede stor mangel på personale i den hastigt ekspanderende hospitalssektor. Efter fjorten timers kursus og nogle følgevagter var man uddannet sygeplejevikar. Arbejdet bestod i observation og pleje af svage patienter på de københavnske sygehuse, hvoraf der dengang var flere end i dag. Det var en helt ny verden med stærke syns- og lugteindtryk, men man blev så ret hurtigt klar over, om man selv kunne finde en levemåde i dette miljø. Det hele skete jo under sygeplejerskernes opsyn, og jeg som ikke rigtig tidligere havde kendt voksne kvinder i erhverv blev imponeret over deres faglige kunnen, hvilket jeg såmænd også gør den dag i dag.

Med 200 timer som fast vagt kunne man avancere og komme på kursus i pleje af respirator-patienter. Maskinerne var simple sammenlignet med nutidens og helt uden elektroniske alarmer til f.eks. at fortæller, at en slange var røget af. Derfor måtte en trænet person hele tiden være lige op ad patient og respirator. Sådan er det stadigvæk, trods al elektronik.

Patienterne faldt i to kategorier: akutte på de intensive afdelinger og kroniske, ofte mennesker, der havde haft polio under epidemien i 1952-53. Blandt de førstnævnte fyldte patienter med lægemiddelforgiftninger langt mere, end de gør på dagens intensive afdelinger. Væsentligst drejede det sig om barbitursyre, antidepressiv medicin og det farlige smertestillende middel Abalgin®.

Jeg kom ind i en rytme med at arbejde lørdag og søndag 06-12, for vagterne var kun på seks timer. På denne måde kunne studierne passes, og gældsætningen holdes lav. Naturligvis hjalp det også en del, at min samlever (hustru fra 1977) var lærer.

Tilbage til selve studiet.
1. del A og B
Anatomi var helt klart det fag, der i denne periode voldte mig flest problemer, hvorimod biokemi og fysiologi gik anderledes flydende.
Der var nu gået et par år siden studiestart, og man begyndte at føle sig som en professionel student, for hvem tingene flyttede sig rimeligt fremad, og som også havde tid til at være ung.

Lærebøgerne
Her er det på sin plads at kommentere kvaliteten af studietilrettelæggelsen. Tildelingen af lærere og lokaler, øvelser, opgaveretning, eksamensafvikling - alt sådan noget var der styr på. Men valget af de dyre lærebøger havde man i nogen grad lagt over på studenten, idet der i kataloget fra Universitetsbogladen på Rigshospitalet var nogle ret løse anbefalinger. Alt lagt sammen var det vel halvt dansk- og halvt engelsksproget, hvilket var i orden. Derimod var kvaliteten af bøgerne svingende. Det er vanskeligt at lære et nyt fag med en bog, der støtter sig til en rent britisk tradition, og det burde være en selvfølgelighed, at man introduceres til et nyt fag på sit eget sprog. Når først begreberne derpå er klaret en smule og misforståelser undgået, kan man med stort udbytte gå videre med en engelsk bog.
Hvem der var ansvarlig for den sløsede bogpolitik, har aldrig stået mig klart, og det kan også være lige meget nu.

2. del A
Som fysiologien blev også mikrobiologi og farmakologi doceret i de smukke institutter omkring det gamle Rigshospital. I 1910 blev det indviet, i 1970 var det nye centralkompleks blevet åbnet.
Det var de sidste rent teoretiske fag, og undervisningen var alt i alt god, dog igen med noget lærebogsforbistring i mikrobiologi, som jeg derfor følte en del tungere end farmakologien, hvor der var et forbilledligt dansk kompendium.
Man kom igennem og var klar til de kliniske fag på

2. del B
Ved Københavns Universitet var der tre kliniske sektioner, og jeg kom på kommunens hospitaler, hvilket betød Kommunehospitalet, Bispebjerg, Børnehospitalet på Fuglebakken og Rudolph Bergs Hospital. Det indebar visse dage, at vi cyklede mellem tre af disse hospitaler på samme dag.
I sidste semester var Hvidovre Hospital delvis klar til brug, og studenterundervisningen og afsluttende eksamen flyttede herud. Men derud var der endnu længere at cykle, omend ad en meget smuk rute gennem Vigerslevparken.

Den første gang vi skulle have hud- og kønssygdomme på Rudolph Bergs, spurgte min kammerat Lars Hyldstrup, hvor der var klinik, og en portør viste os venligt ind i et venteværelse fyldt med patienter.

Det begyndte unægtelig at lugte af læge, og på denne del af studiet mødte vi en del levende personer fra sundhedsvæsnet, som det så ud den gang, mennesker som hverken ville kunne trives eller for den sags skyld ville blive tolereret i dagens medicinske verden. Omgangstonen på sygehusene var karskere dengang, men man lærte hurtigt at svare for sig, og kedeligt var det sjældent.
Man gik med ildhu op i f.eks. nye operationstyper for mavesår, en sygdom der nu behandles med medicin, og som har vist sig i mange tilfælde faktisk at være en infektionssygdom.
Efter blodprop i hjertet lå man i sengen i 4-5 uger og måtte de første dage ikke røre sig, nærmest det modsatte af i dag. Man så er der også kommet meget effektiv medicin til, hvor man dengang kun rådede over få/ineffektive midler.

Men der var ingen, der mente at arbejdet var dårligt tilrettelagt, at afdelingen var uproduktiv, eller at det kostede for mange penge. Hospitalet var stadig til dels sin egen verden med sin selvbekræftende orden.

Det var en spændende verden at blive bekendt med, men der var også et anstrøg af ambivalens i mig. Desuden spillede det en rolle, at de vanskelige beskæftigelsesforhold for yngre læger, der jo havde været under hele min studietid, blev mere reelle, efterhånden som afslutningen nærmede sig.
Når det nu var så vanskeligt med job, blev eksamenskarakteren mere betydningsfuld, og flere af de andre valgte at tage sidste semester en gang til og således blive færdige et halvt år senere. Det havde jeg ikke lyst til og gik op i sommeren 1976 som planlagt.
 

                                Webmaster: Jan Kristense