|
Jeg har berørt min skoletid fra 1956-65 i
forbindelse med omtale af den organiserede og spontane idræt, som dyrkedes
der.
Men den egentlige grund til at man blev sendt derhen var jo, at man skulle
blive et kyndigt lille menneske, der var klar til at blive en nyttig
samfundsborger fra 14års alderen og frem.
Skolen blev indviet i 1892, og der
findes mindst to skoler mere i Københavns Kommune med samme arkitektur.
Den var én af i alt seks store skoler inden for 1 km radius fra mit
barndomshjem: Alsgade, Ny Carlsbergvej, Enghavevej, Enghave Plads,
Matthæusgade og Gasværksvejens skoler.
Går man i kvarteret i dag, er det vanskeligt at forestille sig den
folkevrimmel, som boede der, og ikke mindst dens aldersfordeling.
I forbindelse med jubilæer er udgivet:
Arne Ahlberg Olsen: Enghave Plads Skole 1892-1967 og
Børge Bendtsen: Enghave Plads Skole
1892-1992
Bestil
 Jeg
har indtegnet skolens omtrentlige grund.
Gymnastiksalen deler skolegården i en drenge- og en pigegård.
Bag den lå en flygtningebarak fra 1. verdenskrig - uden bad - der blev
brugt som gymnastiksal for de mindre klasser.
Bagest var en lille have, der ikke blev brugt, og hvor der var adgang
forbudt.
Liva Weels (Olivia Olsen) Plads er først senere blevet døbt sådan.
Altså er den gamle skole nu formelig svøbt i berømte, forlængst afdøde,
tidligere vesterbropiger.
Det blev altså min tur i 1956, fire
måneder inden jeg fyldte otte år. Hvorfor jeg ikke kom i skole tidligere,
har jeg ingen god forklaring på. Da min mor ydermere havde lært mig
at læse og skrive derhjemme, kom det til at præge de første skoleår en
del. Der var tre spor, det vil sige en drenge- og en pigeklasse samt en
blandet. Forældrene og barnet havde kunnet ønske placering inden, og da
jeg utvetydigt havde sagt 'drengeklasse', blev det bare sådan.
Vejen var ca. 1 km gennem ca. halvdelen af Istedgade på højre
fortov. Man passerede ét træ i gaden, nemlig ved Oehlenschlägersgade, men
så åbnede Enghave Plads sig med mere luft og grønt. Først var det
på gåben, senere på cykel.
Maden
blev der sørget for i Københavns Kommune i
form af fire stykker mad, 1/4 sød og om vinteren en bitter vitaminpille.
Lad mig nøjes med at sige, at pålægget ikke var som det, min mor købte hos
slagteren. En slags frugtgelé var det nærmeste, man kom til slikpålæg.
Maden blev indtaget ved pulten, mens læreren var til stede.
Børge Bendtsen (regning) læste nogle gode bøger, mens vi spiste: Robin
Hood, Peter Plys, Briggen Tre Liljer, m.fl.
Eventuel
yderligere sult kunne stilles i kælderen med tykke fedtemadder. Jeg havde
sjældent behov, men husker at skolesygeplejersken tit var til stede. Hun
har måske villet se, om det var de samme børn, der altid kom.
Emballagen om mælken afspejler den teknologiske udvikling: først naturlig
mælk på klare flasker med flødeprop i toppen, så homogeniseret mælk i
brune flasker og til sidst Tetrapak®, som vi har endnu.
Badet
havde man jo ikke hjemme, men hver anden uge
hang der et skilt ud for kontoret med 'I denne uge drengebadning'. Næste
uge blev skiltet vendt. Det foregik i kælderen, hvor vi stod på række i
hver sin brusekabine. Sæben var krads, og der var træuld at gnide den ind
med. Det var skolebetjenten, der præsiderede over foretagendet, og han
skrubbede os på ryggen.
Der var bad i den store gymnastiksal, men ikke i den lille.
Sundheden
var grundlagt ved ovennævnte foranstaltninger, men mange børn
havde vanskelige kår hjemme. Der var lægetilsyn årligt med højde, vægt,
inspektion af afklædt barn, tuberkulinplaster og senere -sprøjte med
aflæsning af hudreaktionen nogle dage efter. Hvis vægten var lav og
sikkert nogle andre forudsætninger opfyldt, så kunne barnet komme på
svagbørnskoloni, der i tidens klare sprog fortalte præcis, hvad det
handlede om. Det var halvårs ophold, og af og til var en elev af
sted. Kammeraterne i klassen fik kun at vide, at pågældende skulle være
væk. Når de kom tilbage, så man at kuren havde virket.
Der var en antirygekampagne ca. 1962, der mere blev kørt på økonomi og
livsstil (sportsmand), hvad er måske også appellerer mere til unge
mennesker end trusler om sygdom og tidlig død.
Seksualundervisning blev givet i 7. klasse efter indhentet tilladelse fra
hjemmet.
Der blev advaret imod fristelsen til at blive trækkedreng og imod homofili
i det hele taget.
Kammeraterne
Med allerstørste sikkerhed kan jeg sige, at jeg kom til at møde mange
forskellige drenge, først og fremmest, for det var kun i første og anden
real, at jeg gik sammen med piger, og da jeg senere kom på
drengegymnasium, har jeg altså - mirabile dictu (forunderligt at sige) -
kun gået sammen med piger i to år. Der var dygtige piger iblandt, og fire,
samt tre drenge, kom i gymnasiet, et pænt antal for den æra og det køn.
Men inden det kom dertil, var der de uendeligt mange frikvarter i
drengegården, og her legede vi seksdagesløb, fangelege, kamplege og mere
stilfærdigt kortspil og terra (marmorterninger, der skal kastes op i
luften og gribes igen).
I pigegården, der var forbundet med drengegårdenen med en forbudt passage,
lød andre lyde og blev leget andre lege.
Skolen var tresporet med en drenge-, en pige- og en blandet klasse af hver
årgang, så de fleste elever har gået kønsopdelt.
Der har ikke mig bekendt været nogle sammenkomster
(reunions) for klassen siden dengang, så lad mig benytte denne lejlighed
til at takke de tidligere klassekammerater og lærere for en stort set lys
og problemfri skolegang med et højt fagligt udbytte.
Fagene og pædagogikken
Jeg vil ikke beskæftige mig meget med
undervisningsformen set i et nutidigt perspektiv. Adskillige forfattere,
pædagoger og filminstruktører har gjort det fremragende.
Men dengang flød
informationerne ikke på kryds og tværs gennem samfundet, og
skoleundervisningen var for mange eneste og sidste chance for at erhverve
sig denne viden.
Lokalerne var altid ferniserede,
når eleverne blev sluppet ind efter sommerferien.
Det første, jeg mødte, var nr. 1, hvor der var 36 pladser, 36 kroge langs
væggen og 36 drenge. Hr. Pedersen tog imod, væggene var behængt med
bibelske tavler, og netop bibelhistorien
skulle vise sig at ligge den midaldrende klasselærer meget på sinde.
Dansk var og er jo grundstammen i ethvert forløb
i folkeskolen, og der blev brugt skrivning i luften, på tavle og på papir,
papbrikker med bogstaerne på (stavekasse), remser, m.m. Foruden
selvfølgelig udvalgte stykker af dansk litteratur og opbyggelige
genfortællingsstile om store danske mænd: Brygger Jacobsen, Laurids Schou
(sæbehuse), C.F. Titgen, o.a.
Blandt de mere kuriøse tiltag var en straf, udtænkt af en
langtidsvikar, til anvndelse ved manglende aflevering af dansk stil. Den
formastelig skulle til næste dag skrive 50 linjer af Valdmar Sejrs Jyske
Lov (Meth logh scal landh byggis).
Regning blev i mange år med tidligere nævnte Børge Bendtsen. Han
var yngre og kom efter 7. klasse til at spille en endnu større rolle som
klasselærer videre i realklasserne.
I tredje kom geografi, naturhistorie og historie til, desværre
først med den ældre, gnavne bornholmer, hr. Mogensen, men senere
underholdende fremført af Arne Olsen og en del vikarer.
Engelsk blev også med B. Bendtsen efter systemet Come Along med
både retskrivning og lydskrift og et gitter til at dække den ene. I
halvåret inden havde min far fulgt et engelskkursus i fjernsynet med en
doven mand henslængt i en blomstret lænestol. Men det var en spændende
tyvstart, og senere er netop det sprog ikke holdt op med at fascinere mig.
Tysk har jo nok været lidt svært at forholde sig til så relativt
tæt på besættelsen, men hos hr. Gamdrup lærte vi kun om de festlige sider
ved tysk kultur, og godt det samme.
Fysik var med den særprægede hr. Fog, kaldet Gamle Fog, idet han
var ældre end Unge Fog, som vi senere fik i matematik. Ingen af de to var
rigtig gode lærere.
Latinundervisning fire dage om ugen kl. 14.30 foregik på Ny
Carlsberg Skole og samlede 10-12 elever fra 3-4 skoler. Ja, porten til
åndernes rige var trang for ungdommen på Vesterbro. Hr. Hansen var
fungerende præst i Valby, og bl.a. ved hjælp af hans håndskrevne grammatik
førte han os frem til Den lille Latinprøve. Hans levende facon havde
virket inspirerende, og latin blev blandt mine bedste fag i gymnasiet.
Til gengæld slap de udvalgte akademikerspirer for de
Musiske fag, tegning, sang og musik.
Det passede mig fint, for jeg havde egentlig aldrig syntes, at vi skulle
bruge skoletiden på den slags.
Jeg vil dog langt fra kaste vrag på alle de sange, jeg fik sunget og lært.
I 2. klasse var jeg til og med til mit livs første og eneste audition,
nemlig optagelses-prøve til Drengekoret. Vi var fire drenge af sted med
sanglæreren i sporvogn til Sankt Annæ Skole, og to - ikke jeg - blev
tilbudt og tog imod optagelse.
Sløjd udgjorde undtagelsen.
Jeg syntes, det var spændende, og det gav en god basis for at kunne
behandle træ og bruge værktøj nogenlunde fornuftigt.
Jeg var meget tilfreds, da jeg mod
slutningen af anden real (9. kl.) på trappen mødte hr. Hansen, som spurgte, hvad
jeg ville sige til et ottetal i årskarakter. Jeg sagde på stedet mange
tak. Det blev en af mine sidste lærerkontakter på Enghave Plads Skole.
Måske vil andre oplevelser fra Enghave
Plads Skole senere fortjene egen omtale.
Lad mig her sige, at jeg på EPS fik et godt skolefagligt grundlag at
fortsætte i uddannelsessystemet på. Moralen var, som den skulle være på
den tid, og alligevel gik jeg ud med et glimt af tilladeligt frisind.
Gymnasietiden på Schneekloth skulle blive noget anderledes.
|
