Radio- og TV-huse


1940

 

 

 


1967

 

 


2007

 

 

Marts 2007


Top Pop


Historien om Radio Merkur, der lå i Øresund og sendte popmusik og reklamer for til sidst at blive beslaglagt af politiet og slæbt i land, er velkendt. Udviklingen tvang Danmarks Radio til at sætte gang i en musikkanal, P3.

Otto Leisners 'Pladeparade' indeholdt det, der senere kom til at hedde musikvideoer, feks. Tommy Steele, Otto Brandenburg og Raquel Rastenni. Der vises hyppigt klip herfra.

Men hvordan kom pigtrådsmusikken, rocken ind dansk fjernsyn ?

I gymnasiet sad jeg lige foran Tim Cenius (Hansen), hvis svoger var Mogens Vemmer fra B&U afdelingen gennem dennes ægteskab med storesøster Kirsten Cenius, der jo senere holdt sig på skærmen i 25 år. Tim kom senere ind i produktionen på DR.
Men som gymnasieelever tilbød han mig at deltage i en slags boganmeldelse for et forlag, der udgav romaner af unge, ikke så kendte forfattere. Meningen var, at et panel på fire unge skulle læse bogen, skrive nogle kommentarer ned og så mødes med Vemmer, der optog diskussionen på bånd. Ved bogens udgivelse blev disse kommentarer sat ind som forord og/eller efterskrift.

Som noget nyt og revolutionerende ville man i Danmarks Radio satse hårdt med et musikprogram for ungdommen lørdag eftermiddag. Igen spurgte Tim Cenius, om jeg kunne tænke mig at deltage, og ideen var den samme som ved boganmeldelserne: Et panel på tre unge skulle i studiet stille begavede og morsomme spørgsmål til kendte popstjerner, der medvirkede i programmet, som altså skulle hedde Top Pop.
Det lød jo spændende at komme i TV og så oven i købet omkring ungdommens egen musik !

Jeg medvirkede i alt elleve gange, og der var et honorar på kr. 75.- per gang.
Af de medvirkende kan jeg i dag kun klart huske:
- Tom Jones
- Cy, Maia og Robert, engelsk-dansk-fransk folkemusiktrio
- The Defenders, meget populær dansk gruppe
- Tom Jones, kender alle
- Tommy P(etersen), organist + gruppe

For en ung mand var det jo interessant at møde disse kendte musikudøvere. De spillede live eller næsten live i studiet, og udsendelsen blev sendt direkte, vistnok uden at blive optaget.

De første udsendelser blev optaget i det gamle Radiohus i Rosenørns Allé, senere rykkede man til TV-byen i Gladsaxe. Den for lidt ældre seere navnkundige Palle Holgersen var voksen studievært.
Musikken lød rigtig godt i sådan et rigtigt studie.
Hvad meningen egentlig var med spørgsmålene, som vi dels havde fundet på selv, dels fik lagt i munden, står mig i dag lidt uklart. Der blev lagt vægt på, at de skulle være nærgående og overraskende. Nogle af de musikalske gæster var mere medievante end andre. Tom Jones stod for den uforglemmelige replik: 'The only thing a woman can do better than a man is to bear children.' - sagt af en mand, der har beholdt sin position som kvindebedårer til dags dato.
I mindst ét tilfælde blev det for meget:

Jeg vidste godt, at medlemmerne af Cy, Maia og Robert hver for sig var gift eller hvad der svarede hertil. Jeg ville spørge, om man ved at omgås så tæt, som man gør i en sådan gruppe, eventuelt kunne blive lidt lun på f.eks. Maia. Men Robert misforstod spørgsmålet, måske fordi engelsk ikke var modersmål for nogen af os, og han forvekslede tydeligvis ' to fall in love' med 'to make love', så han blev stjernetosset, ikke mindst fordi han kone var til stede. Det var pinligt, men kunne altså ikke klippes bort.
Ellers forløb det nogenlunde, men selve ideen burde have været modificeret.

På dette tidspunkt var dansk TV stadig i en pionerfase, og det ville næppe have været umuligt at skabe sig en fremtid i denne verden. Men sådan tænkte jeg ikke dengang og var helt opsat på at tage studentereksamen og gå videre på universitetet. Det kunne ellers have været spændende at være f.eks. inden TV-sporten.

Der var et popblad ved navn Børge, hvortil jeg stillede op til interview på redaktionen i Absalonsgade. Men bladet gik ind og interviewet aldrig bragt.

Jeg har som midaldrende, stabil samfundsborger ikke siden været i nærheden af tv-mediet.
 

Webmaster: Jan Kristensen