NOSTALGI
er der en del af her på siden.
At man hæger om noget, der i sin tid bevægede én, er vel blot alment menneskeligt.

Det er derimod langtfra hensigten at kaste vrag på det, der kom efter.
Der er præsteret meget godt skuespil siden.

Til helhedsvurderingen hører også, at Danmarks Radio dengang stort set ikke sendte danske film, idet film-selskaberne ikke ville give deres rettigheder fra sig for en slik.

November 2006

TV teatret

Det var en spændende overraskelse, at Harold Pinter, England, fik Nobelprisen i litteratur 2005. Jeg har ikke noget dybere kendskab til ham og hans forfatterskab eller andre aktiviteter, hvoraf nogle har vakt politisk røre.

Pristildelingen fik mig derimod til at mindes TV-teatret, og det indtryk hans skuespil, f.eks. Fødselsdagen gjorde på mig, da jeg var 12-15 år.

Vi havde fået fjernsyn i 1957, og TV-teatrets forestillinger hørte til familiens absolutte højdepunkter foran skærmen. Jeg vil kalde perioden 1957-72 for min guldlader med TV-teatret. Når folk, som har levet i 50erne husker tilbage, nævner de ofte det beskedne udbud af underholdning i forhold til i dag.
Radio og fjernsyn havde stadig en almendannende mission. Sport og underholdning blev doseret med måde for ikke at sige karrigt. Det var jo ikke meningen, at befolkningen skulle passiviseres foran skærmen, men stadig have lyst til at gå i teatret, læse bøger og gå til sport.

I TV-teatret var der komedier, vaudeviller og tragedier. Ved DR-TVs 50-års jubilæum i 2001 var der en del, men ikke nok genudsendelser af disse perler.

Lad mig i flæng nævne:
Sartre: Bag Lukkede Døre, Soya: Parasitterne
Ibsen: Vildanden
Dürrenmatt:  En Gammel Dame Steg af Toget
Heiberg: En Søndag på Amager
Holberg: Den Stundesløse
Panduro: Farvel, Thomas
Munk: Kærlighed

Der var tre forestillinger om måneden i henhold til en aftale mellem Statsradiofonien, teatrene og skuespillerforbundet.
Man kan blive helt rørt, når man i dag i et klip fra dengang ser, hvor primitiv scenografien var. Til gengæld var skuespillet fremragende.

Det blev de absurde stykker af Harold Pinter, Arnold Wesker, Samuel Beckett, m.fl., som efterlod de mest blivende spor. Nogle af forestillingerne udløste seerstorme så kraftige, de kunne blive i en tid, da ikke alle havde telefon. Mine forældre var ikke kulturelle - kritiske, men ikke fordømmende, og det var nok udmærkede omstændigheder for mig som meget ung mand at se dette for mig nye fænomen under.

Man kunne altså anskue livet fra udsigtspunkter, der ikke var umiddelbart genkendelige, hverken hjemme eller i skolen. Mennesker kunne snakke sammen uden at tale. Ting var ikke altid, hvad de udgav sig for. Kan man dø indvendig og stadig leve udadtil? Er kærlighed også egoisme? Kan mennesket ændre noget som helst på sig selv?

Min yndlingsskuespiller var uden tvivl Erik Mørk (1925-93). Men også Olaf Ussing, Berthe Quistgaard, Jørn Jeppesen og Ghita Nørby hørte til favoritterne.

DR har i nyere tid lejlighedsvis sendt teater fra studiet under betegnelsen TV-teatret, men guldalderen er forbi.
Skal det være teater, er det transmissioner af de store forestillinger på Det Kongelige, der dominerer.

Udbudet af underholdning er enormt, og skulle DR2 endelig sende en forestilling, ville sikkert højst 10% af befolkningen se den.
 

 webmaster@jkris.dk