MILITÆRNÆGTELSE
Påtvungen militærtjeneste har aldrig været vidt og bredt populær hos menigmand. Derfor har nægtelse fandtes til alle tider, om end nægtelsen har givet sig vidt forskellige udtryk som bortløben, afhugning af legemsdele, sultestrejke, accept af straf, m.m.
I Danmark kom der lov om nægtelse i 1917.

Mititærnægtelsens historie (RUC)

 

Alternativet til udstationering var lejrtjeneste, men som en nægter udtrykte det:
Der må være måde med nægteriet !


De fleste af de her omtalte personer må antages stadig at være levende. Der nævnes ingen navne, og det ville i så fald blive et stort detektivarbejde, at finde ud af, hvem det drejer sig om, hvis man ikke ved det i forvejen.


Sandheden er nok, at nogle klienter havde klaret sig godt i samfundet med en anden social inddsporing. Andre ville være gået til bunds uanset samfundets indretning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Juli 2007


Værnepligt


Min farfar (1993-1988) havde været rekrut, da 1. verdenskrig brød ud. Jeg har aldrig hørt ham omtale, at han skulle have været indkaldt til sikringsstyrken, som lå på strategiske steder i Danmark. Derimod, at han var blevet slået af en ondskabsfuld officer. Jeg kan vel huske ham, fra han var ca. 55 år, og da var han på enhver måde antimilitarist, en holdning, der muligvis kom til at påvirke mig en smule.

Min far (1920-70) var på session i 1939 og blev året efter indkaldt til rekruttjeneste lige omkring den 9. april. Det var i nærheden af Østre Gasværk, og de første dage skete der præcis ingenting. I mandskabsstuerne lå man på madrasser fyldt med træuld, og man skulle sove delvis påklædt. Efter en uge blev alle mand pludselig hjemsendt.
Senere fortalte min far, hvordan han helt frem til sin 36-årsdag havde frygtet et brev fra Forsvaret, men han hørte ikke en lyd i de seksten år !
Hvad der i sin tid skete, var nok at man har villet afvente betingelserne for Tysklands besættelse af Danmark, der jo gudskelov i første omgang ikke indebar egentligt militært samarbejde.

Da det blev min tur i 1968, var forholdene omkring værnepligt ændret en del. Forstærket af Vietnam-krigen gik stærke pacifistiske og antimilitære strømninger gennem samfundet. Ikke kun atombomben, men også den fredelige udnyttelse af a-kraft blev frygtet og hadet.
'We're on the eve of destruction..', lød omkvædet på en kendt protestsang. En eventuel verdenskrig kunne ikke længere tænkes afgjort med landsoldater.
Militærtjeneste kom ikke på tale. Jeg var nægter ind til benet.
På grund af universitetstiden blev det 1. august 1976, inden jeg fik lov til at lide for min overbevisning, som jeg altså dengang delte med rigtig mange.

Nægterskolen
Det begyndte med fire ugers ophold på Skolen for Militærnægtere, Antvorskov ved Slagelse. Da vi arriverede var der gang i stegning af en hel okse på spid. Indenfor fik vi allerførst udbetalt et forskud på hjemsendelsespengene samt et togkort. Sikken velkomst ! Og der var faktisk brugt en del opfindsomhed for at gøre det til en spændende måned. Venstrefløjsforfatteren og antiatomaktivisten Carl Scharnberg holdt foredrag om at definere andres værdier, der var en del samfundsorientering og ikke mindst to udflugter i hold à seks af et par dages varighed. Vi var på Ærø og Langeland og overnattede hos en tidligt vakt miljøforkæmper, der bl.a. havde anbragt to mursten i WC-cisternen for at spare på udskyllet. Jeg har aldrig ejet en elektrisk barbermaskine, så om morgnen bebrejdede nogle af udflugtskammeraterne mig rettelig, at jeg brugte varmt vand til at sæbe hagetøjet ind med. Sådan var tonen frisk hele vejen igennem, et kammeratskab, hvis mage jeg sjældent har oplevet.

Udstationering
Var det dog bare blevet ved på den måde, men ak, efter den måned skulle man påbegynde udstationering til en slags samfundstjeneste, som man havde valgt inden. Jeg havde lagt (for) stor vægt på afstanden til vores bopæl på Ndr. Fasanvej, så det blev på Københavns Kommunes Institution i et kolonihaveområde i Nordvestkvarteret, Pumpehusvej nærmere bestemt. Stedet findes endnu. Institution for......? Ja, for unge med intravenøst misbrug af morfinbase, som var stoffet dengang.
Jeg skulle altså gå til hånde praktisk uden skelen til min uddannelse som læge, og sådan blev det også.

Personale
Lederen havde været sømand, men kom aldrig ind på sine eventuelle andre kvalifikationer. Det øvrige personale bestod af pædagoger, kontorpersonale, en arbejdsløs cand. mag. og et par kokke. I erindringen har jeg kun godt at sige om hver enkelt, men dengang var kulturen med politikker, målsætninger, guidelines, m.m., ikke så udviklet, så hvad gik det hele egentlig ud på ? Sikkert var det i hvert fald, at klienterne skulle påbegynde en nedtrapning fra deres morfinmisbrug. Der brugtes dengang som nu metadon som mikstur, og dette blev ordineret af en læge fra et sted i det københavnske hospitalsvæsen.

Klienter
Det drejede sig om mænd og kvinder i alderen 18-30 år, hvis aktionsområde i forbindelse med misbruget mest omfattede Vesterbro og Nørrebro. Livs- og misbrugsgrundlaget bestod af kontanthjælp, pusheri, svindel og småplat, indbrud for drengenes vedkommende og prostitution for pigernes. Med baggrund i mit kendskab til ytringsformer og kultur i diise kvarterer fandt jeg snart ud af, at de uddannede pædagoger delvis manglede denne fingerspidsfornemmelse for klienterne og alt for ofte blot lod sig snakke efter munden - lidt i stil med, men ikke helt så galt som hos Anders Mattesens pædagogfigur Arne Nougatgreen.
Ved ankomsten begyndte aftrapningen. De fleste blev noget påvirkede, tydende på, at klienten havde givet overdrevne oplysninger om misbrugets omfang. Jeg må sige om de fleste, at når de var afgiftede og uden for rakkerlivet, var de ganske velformulerede og med rimelige skolekundskaber. Man kan heller ikke klare sig som intravenøs misbruger, hvis man ikke kan overskue og sno sig i situationerne.

Aktiviteter 
Formålet med terapien var naturligvis at lære klienterne sig selv at kende uden stoffer, og til det formål var der et udenomsareal med lidt sport og spil. Specielt husker jeg en mandlig klient, der havde gået til boksning, og som jeg havde nogle kampe imod. Vi var ganske jævnbyrdige, og han lærte mig noget. Det var nok også den voldsomste fysiske aktivitet, der blev udfoldet, for ellers var klienterne jo lidt mageligt anlagt.
Skulle der besørges ærinder i byen, skulle de ledsages, og her fik systemet det fulde udbytte af militærnægteren. Tandlæge, sagsbehandlere, tøjbutikker, forskellige steder, men næsten altid fik klienterne turen til at gå om ad Istedgade, orkanens øje. Typisk var vi 4-5 af sted, og når nogen lod sig falde bagud, var det for at købe 10 eller 37 cl Gammel Dansk, som dernæst inhaleredes, mens man indhentede de andre. Stoffrihed skal nydes med måde !
I butikkerne blev der svindlet med notaterne, som blev gjort større, hvormed klienten fik flere af sine penge til sig selv. Jeg var glad for, at jeg var militærnægter og ikke skulle stå til ansvar for klienternes småfusk.
På den anden side skal det fremhæves, at ingen nogen sinde gik til yderligheder, men holdt sig nogenlunde på måtten. Strengt taget var det også i deres interesse, at jeg forblev på institutionen. Kulminationen på aktiviteterne indtraf, da lederen mente, at de skulle arbejdes mere projektorienteret, og det skulle ske ved at grave efter vand(!). Der blev også gravet dyb brønd, men en dag var der til en afveksling alkohol og hash på området, og uheldigvis faldt en klient i med benene først og brækkede antagelig fodleddet. Han skreg i hvert fald og kunne først hales op med Falcks kran. Derefter blev der ikke gravet mere.

Maden
på stedet fortjener særskilt omtale, for her kunne man bestemt ikke mærke, at man var på institution. Så flot spiste man næppe på kommunens børne-, forsorgs- og plejehjem.


Lønnen
Der udbetaltes kr. 475.- pr. uge. Ikke overdådigt, men i de dage et vist bidrag til en husholdning. Kunne f.eks. dække huslejen for en toværelses.

Kontrollen
Formelt havde man en kontaktperson, men jeg opnåede kun at tale i telefon med ham et par gange. Det gik som forventeligt og som rapporteret af tidligere nægtere: Man dukkede sjældnere og sjældnere op. Ingen tog notits. Jeg begyndte at gå til bodybuilding i stedet.

Afslutningen
Med hustru, lille barn, nyerhvervet embedseksamen og et overfyldt lægearbejdsmarked var nægtertjenesten selvfølgelig en socialt set tung sag, men løsningen kom som sendt fra himlen i form af en speciallæge, som må have haft en skabelon for lægeerklæringer udstedt med det formål at opnå hjemsendelse. Det kan være lige meget hvem og hvordan. Hjemsendt blev jeg, og det første korttidsvikariat kunne tiltrædes.

 

Webmaster: Jan Kristensen