|
Med ungdomsidealer kan det gå på flere måder. Personligt har jeg
bevaret en naiv tro på, at idrætten kan spille en vigtig rolle i
opretholdelse af fred og tolerance.
Rigtigt tilrettelagt kan den også medvirke til resocialisering og
integration.
Emil Zatopek vandt 5.000 m, 10.000 m og marathon i Helsinki 1952
--------------------------------
Dynamikken på et fodboldhold og i andre holdsportsgrene er noget specielt,
som jeg nødig ville have undværet.
I de individuelle idrætsgrene er alle sådan set modstandere, som man dog
også kan få et nært forhold til. Jeg er kort sagt glad for at have prøvet
lidt af hvert,
 |
Sport og spil
Jeg samlede indtryk om idræt fra flere forskellige sider. Foruden det,
som
jeg selv udøvede, elskede jeg også at læse om sport i bøger fra
biblioteket og min fars BT.
Tanken om turneringer, points og målkvotienter,
som man regnede med dengang, var fascinerende. Radioen havde resultater,
men så fik vi fjernsyn i 1957, og året efter var der VM i fodbold i
Sverige i 1958 og ikke mindst OL i Rom 1960. Her var jo pludselig mange
idrætsgrene med hver sine regler. Og så var der tragedien med
landevejsrytteren Knud Enemark, der døde under 100 km holdkørsel. Gunnar
NU og hans væbner, Niels-Christiansen speakede ved begge og mange senere
lejligheder. Dengang var det ikke kutyme at gå så meget i dybden med
tekniske forklaringer og ekspertkommentatorer. Det var mere stemningen og
det storslåede, der tryllebandt Gunnar og gennem ham os alle.
Siden er
sport jo i meget højere grad blevet alle mands eje, ikke mindst på grund
af TV.
I dag er det da også herigennem, jeg får mine fleste passive
sportsoplevelser. Det er en fordel, at man gennem de rene sportskanaler
kan zoome ind på en bestemt begivenhed, f. eks VM i atletik, og have
mulighed for at følge noget, der måske ikke begejstrer millioner af
danskere.
Aviserne bruger jeg næsten kun til at se resultater og kombinere med
Internettet. Meget af den trykte journalistik søger hele tiden nye
stjerner og har ikke altid forståelse for, at en idrætsudøvers karriere
strækker sig over mange år, og at formkriser, måske kriser af mere
eksistentiel karakter, er uundgåelige.
Foruden selve den udøvede idræt beskæftigede jeg mig også med at
overføre den til lege derhjemme. Glaskugler på det ideelle gulvtæppe kunne
bruges bolde, der blev knipset af sted mod et mål lavet af Tekno med et
net af tyl, som min more havde syet fast. De kunne også bruges til et art
kuglestød, hvor jeg udløste fjederen i en BIC kuglepen mod kuglen. Den kom
vist ca. 60 cm ud, og resultatet blev målt op med Mors målebånd.
Det blev til bekendtskab med en del idrætsgrene, hvoraf
atletik,
billard, fodbold, gymnastik, volleyball
har særskilte links.
De øvrige omtales nedenfor:
Bodybuiliding
dyrkede jeg efteråret og vinteren 1976 i Frederiksberg Svømmehal.
Resultaterne på kondital, løftestyrke og udseende var imponerende, men da
det blev forår, og abonnementet skule fornys, var det en dag smålunt
udenfor, svedlugt indenfor, og denne kombination samt måske en opsparet
træthed over for monotonien og den megen body talk fik mig til at slutte
brat.
Bordtennis
kunne man foruden billard også spille i Vesterbro Ungdomsgård, som
er det eneste sted, jeg har spillet med en vis seriøsitet, nemlig en
rangliste, hvor man kunne udfordre spilleren på pladsen over én selv.
Bowling
spillede vi alle ret intenst i compounden Kingdom City i Riyadh, Saudi
Arabien, da vi boede der i 2000. Ellers har min kontakt til dette
udmærkede spil været sporadisk.
Håndbold
blev spillet i skolegården på Enghave Plads Skole med nogle mål
konstrueret af højdespringstolper plus en overligger. I dette spil fandt
jeg snart min plads mellem stolperne, for jeg kom aldrig til at elske
spillet i marken med de mange små knubs og slag. Vi deltog i Skolernes
idrætsdag. Det blev til straffekastkonkurrence, og jeg brændte et
afgørende straffe i straffekastkonkurrencen.
Elendigheden fortsatte i gymnasietiden på Schneekloths Skole, hvor
spillet var den eneste højagtede sportsgren. Skolen var hjemsted for en
klub, som vist tidligere i 1906erne havde ligget i 1. division. Også her
krøb jeg mellem stængerne. Det var nu ikke ligefrem noget skjulested, for
nogle elever spillede i klubben, frem for andre Torben Winther, den senere
landsholdstræner.
|